I henhold til affaldsbekendtgørelsen, som trådte i kraft den 7. marts 2011, skal der opkræves erhvervsaffaldsgebyr. Reglerne har været udsat for kritik, men Folketinget har fastholdt, at der skal opkræves gebyrer igen i 2011.
Hvem bliver opkrævet gebyr
Alle virksomheder i Allerød Kommune opkræves gebyr i henhold til reglerne i affaldsbekendtgørelsen. Dette sker efter oplysningerne i CVR-registret. Enhver virksomhed har pligt til at sikre, at oplysningerne i CVR-registret om virksomheden er korrekte.
Hvad dækker gebyret
Byrådet har besluttet en gebyrstruktur, der består af 4 takster: et grundgebyr samt gebyrer for henholdsvis farligt affald, genbrugsplads og dagrenovation.
Grundgebyr
Grundgebyret dækker bl.a. kommunens ressourcer til følgende: affaldsplanlægning, vejledning til virksomheder, opkrævning af erhvervsaffaldsgebyrer, behandling af ansøgninger om fritagelser fra gebyrer samt gebyrer til staten for databaser vedr. affald.
Gebyr for farligt affald
Dette gebyr dækker kommunens ordning for farligt affald for erhverv inkl. administration af ordningen. Ordningen skal være til rådighed for alle virksomheder uanset virksomhedens mængder af farligt affald, og virksomheder har pligt til at benytte denne ordning jf. affaldsbekendtgørelsen.
Via ordningen for farligt affald har virksomheden mulighed for at aflevere op til 200 kg farligt affald på genbrugspladsen.
Ved brug af Nordforbrændings indsamlingsordning betaler virksomheden kun Nordforbrænding for afhentning og kørsel op til 200 kg farligt affald. Først når mængden af afhentet farligt affald overstiger 200 kg. tillægger Nordforbrænding behandlingsudgiften.
Gebyr for genbrugsplads
Gebyret dækker virksomhedernes andel af driftsudgifterne til kommunens genbrugsplads inkl. administration af ordningen. En brugerundersøgelse udført i november 2010 har vist, at virksomhedernes andel udgør ca. 15 % af de samlede driftsudgifter til genbrugspladsen, og de resterende ca. 85 % dækkes af de private husstande.
Gebyr for genbrugsplads skal i henhold til affaldsbekendtgørelsen beregnes ud fra denne fordelingsnøgle:
1. Øvrige virksomheder mv.: 0,5
2. Håndværkere og anlægsgartnere (0-1 ansatte): 4
3. Håndværkere og anlægsgartnere (2-10 ansatte): 6
4. Håndværkere og anlægsgartnere (over 10 ansatte): 8
Dagrenovationsgebyr
Gebyret dækker udgifter til administration, afhentning og behandling af dagrenovation. Gebyret fastsættes efter den ydelse, der stilles til rådighed, f.eks. antal tilmeldte containere eller beholdervolumen.
Takster for erhvervsaffaldsgebyr 2011
Størrelsen af ovennævnte gebyrer inkl. dagrenovation fremgår af nedenstående takster, som er godkendt af Byrådet.