Hvem kan få efterløn?
Efterløn er et tilbud til personer mellem 60 og 65 år, som ønsker at forlade arbejdsmarkedet. Den nye fleksible efterlønsordning gælder for alle, der fylder 60 år efter den 1. juli 1999. Fyldte du 60 år før den 1. juli 1999, hører du under den gamle efterlønsordning.
Betingelser
Du kan som hovedregel få efterløn hvis du
- er fyldt 60 år
- har været medlem af en a-kasse i 25 år inden for 30 år
- har betalt efterlønsbidrag i 25 år inden for 30 år
- har ret til dagpenge ved overgangen til efterløn
- ikke modtager social pension
- ikke er i fleksjob
Arbejde og efterløn
Du må arbejde ubegrænset, mens du får fleksibel efterløn. Dog bliver der modregnet i efterlønnen time for time.
Efterlønsbevis
Efterlønsbeviset er dit bevis for, at du opfylder betingelserne for at få efterløn på det tidspunkt, hvor beviset bliver udstedt. Efterlønsbeviset giver dig ret til at gå på efterløn på et hvilket som helst tidspunkt, blot du stadigvæk opfylder de almindelige betingelser for at gå på efterløn. Det er din a-kasse, der udsteder efterlønsbeviset.
Hvis man ikke bruger sin ret til efterløn
Venter du med at gå på efterløn til mindst to år efter, at du har fået efterlønsbeviset, og har du samtidig haft arbejde, er der en række fordele.
Økonomi
Du kan normalt højst få 91% af højeste dagpengesats. Men venter du over to år med at gå på efterløn, får du 100% af højeste dagpengesats i efterløn. Hvis du får overgangsydelse, når du går på efterløn, får du 82% af højeste dagpengesats.
Se beløbene via linket til højre.
Tilmelding
Du er automatisk med i den nye efterlønsordning, hvis du er medlem af en a-kasse og ikke selv har meldt dig ud af ordningen. Beløbet bliver opkrævet sammen med kontingentet til a-kassen.
Selvbetjening
Linket til højre giver dig adgang til at foretage en vejledende beregning af din efterløn og hente forskellige blanketter.
Får du brug for hjælp i forbindelse med selvbetjeningen kan du kontakte Borgerportaleni Allerød Kommune på telefon eller mail.
Flere oplysninger
Få flere oplysninger i din a-kasse og på Arbejdsdirektoratets hjemmeside.