Søg
Til forsiden af Allerød Kommunes hjemmesideJob

Medarbejderes kompetenceudvikling - rammepolitik

Formål

Trivsel på og i arbejdet prioriteres højt i Allerød Kommune. En væsentlig forudsætning for at trives i arbejdet er, at medarbejderen oplever, at krav og kompetencer følges ad. 

Rammepolitikken for kompetenceudvikling skal styrke medarbejdere i en fortsat kompetenceudvikling, der sikrer at  kompetencerne i virksomheden/ forvaltning er til stede i løsningen af nuværende og nye opgaver, samt at medarbejdere føler sig rustet til at påtage sig ansvar og løse de opgaver, arbejdet kræver. På denne måde understøtter politikken medarbejderens trivsel i arbejdet.

Mål

Alle virksomheder/ Forvaltningen formulerer, hvordan kompetenceudvikling tænkes ind i en fortsat udviklingsproces i mål og visioner for netop deres virksomhed på en måde, så det giver mening for medarbejderne.

Grundlæggende skal stilles spørgsmålet: Hvem skal lære hvad, hvorfor og hvordan?

Lederen har ansvar for opstilling af udviklingsmål for medarbejdere eller grupper af medarbejdere. Det vil sige, at lederen har ansvaret for, at det sker; opgaven kan delegeres til andre, fx teams, stuer eller grupper.

Udviklingsmål, -planer og kompetenceudviklingssamtaler

Ledelsen holder en kompetenceudviklingssamtale med medarbejderen/ grupper af medarbejdere årligt. 

På baggrund af målene skal laves en udviklingsplan i dialog mellem ledelse og medarbejder/ grupper af medarbejdere. Planen skal omfatte konkrete aktiviteter, der iværksættes for at nå målene. 

Mål/ udviklingsplan følges op årligt. 

I kompetenceudviklingssamtalen bør indgå andre områder end kompetenceudvikling, fx samarbejdsrelationer og trivselsforhold. 

I forhold til seniormedarbejdere skal de senest det år, de fylder 58, gøres opmærksom på seniorordningen i Allerød Kommune. Seniorordningen giver mulighed for en nedgang i arbejdstid op til 7 timer for fuldtidsansatte, hvor medarbejderen selv betaler lønnedgang men får pensionen betalt.

Se under Seniorpolitik for mere information.

 

Medudvalgenes opgave

Medudvalget skal overordnet drøfte behovet for kompetenceudvikling, herunder sammenhængen med virksomhedens strategi/ mål samt hvordan arbejdet med kompetenceudvikling evalueres. Helt konkret skal medudvalget udarbejde retningslinier for følgende:

  • Hvor ofte skal kompetenceudviklingssamtaler holdes?
  • Hvem afholder kompetenceudviklingssamtalen (fx leder, dele af ledelsen)?
  • Hvem tager initiativ til samtalen?
  • Hvilken form/ type skal afholdes (fx individuelt/ gruppevis). 
  • Hvilken skabelon anvendes (eksempler fra Intranettet kan hentes.)
    Medudvalget fastsætter endvidere en alder (jf. seniorpolitikken er det tidligst ved 45 og senest ved 58 år), hvorfra seniorspørgsmål bliver en del af samtalen. Inspiration til spørgsmål kan hentes på intranettet.
  • Hvordan følges op på samtalerne?
  • Hvornår evaluerer Medudvalget formen?

Hovedudvalgets opgave

Hovedudvalget drøfter årligt kommunens politik på kompetenceudviklingsområdet.

Medarbejderne spørges i APV'en om der afholdes kompetenceudviklingssamtaler i virksomheden/ Forvaltningen samt udbyttet af den. Resultatet danner baggrund for Hovedudvalgets drøftelse.

Hvordan kan vi gøre det?

I bilag til politikken kan hentes inspiration til, hvordan man kan opstille mål for medarbejder/ grupper af medarbejdere.
Ligeledes vil der være forslag til konkrete måder/metoder at arbejde med kompetenceudvikling på, i form af skemaer og spørgeguide.

 

Godkendt af Hovedudvalget i møde den 12. juni 2006.
Godkendt af Økonomiudvalget i møde den 8. august 2006.
Revideret af Hovedudvalget i møde den 19. juni 2009.

 

 

Sidst opdateret: 08. juli 2011