Byrådets servicemål: Daginstitutioner og dagpleje (0-6 årige)
Daginstitutioner og dagpleje 0-6 årige (inkl. skolefritidsordninger, fritidshjem, fritids- og ungdomsklubber)
Politikken for dagtilbud udgør de overordnede principper og værdier for området, og er flerårig. Politikken for dagtilbud vil ikke umiddelbart være målbar, men kendetegner hvilken retning, byrådet ønsker, at dagtilbuddene følger.
- Kommunen skal skabe gode vilkår og rammer for børnene. Kommunens dagtilbud er for alle børn og unge og skal tage udgangspunkt i den enkeltes alder, behov og interesser. Dagtilbuddet skal medvirke til at skabe helhed i den enkeltes liv ved at sikre samspil mellem familien, dagtilbudet og skolen
- Kommunens dagtilbud skal give børn og unge rum og muligheder for at lege og udforske, og skal også give plads til spontanitet.
- Kommunen lægger vægt på at børn og unge har medindflydelse, og at børnene udvikler selvtillid, identitet og personlighed. Der lægges vægt på at børn og unge udvikler sig til sunde og hele mennesker der kan tage hensyn til andre og indgå i sociale sammenhænge
- Kommunen lægger vægt på at stimulere den enkeltes sproglige udvikling og dagtilbuddene skal også støtte kreativitet, fantasi og nysgerrighed hos den enkelte
- De kommunale dagtilbud skal være udviklingsorienterede og kan inden for de politiske mål og rammer udvikle sin egen profil
- Engageret og veluddannet personale skal være med til at sikre et højt fagligt niveau i kommunens dagtilbud
- Kommunen tilstræber at der inden for en kort tidsramme gives dagtilbud.
- Kommunen ønsker endvidere at tilbyde et bredt udbud og valgmuligheder for den enkelte
- Nye institutioner skal opføres så der er god plads, lys og luft
- Bestyrelserne skal have uddelegeret mest mulig kompetence.
Politiske mål for kommunens dagtilbud
De politiske mål er flerårige og relaterer sig til forskellige temaer på området, f.eks. dagligdagen, samarbejde med forældrene m.v. De politiske mål er typisk ikke direkte målbare, men er udtryk for, hvad byrådet mere konkret lægger vægt på, at institutionerne arbejder efter. De politiske mål skal efterfølgende udmøntes af de enkelte dagtilbuds egne konkrete og målbare mål.
- Skift mellem dagtilbud, og mellem dagtilbud og skole skal ske lempeligt og med udgangspunkt i det enkelte barns situation og behov. Børnene skal opleve skift som trygge og sammenhængende
- Kommunens dagtilbud skal indeholde varierende aktiviteter. Der skal både tilbydes aktiviteter i de daglige rammer og aktiviteter i lokalsamfundet og i naturen. Aktiviteterne skal tage udgangspunkt i børnenes interesser og medbestemmelse
- Børn og unge skal have rum og muligheder for leg og egne aktiviteter både inde og ude på legepladsen
- Dagtilbuddene skal tage hensyn til børn og unge med særlige behov. Der skal arbejdes på, at børn og unge med særlige behov bliver så selvhjulpne som muligt og integreres med andre børn og unge i det omfang de kan klare det. Der skal lægges vægt på en forebyggende og tidlig indsats
- Dagtilbuddene skal have en tæt kontakt med forældrene gennem dialog og information. Dagtilbuddene skal synliggøre de gensidige forventninger dagtilbud og forældre imellem
- Dagtilbuddene skal være åbne over for og respektere forældrenes holdninger og kulturelle baggrund. Dagtilbuddene skal dog vurdere hensynet til det enkelte barn i forhold til den samlede børnegruppe
- Personalet i dagtilbuddene skal have et højt fagligt niveau i form af viden om børns behov og udvikling. Det faglige niveau i dagtilbudene skal løbende udvikles, eksempelvis gennem de ansattes uddannelse og tværfaglige samarbejde. Der skal lægges vægt på at kommunens dagtilbud kan fastholde og tiltrække personale
- Kommunens dagtilbud skal udgøre en bred vifte af forskellige typer af dagtilbud og muligheder for at passe eget barn
- Nye institutioner opføres efter samme krav om lys, luft og plads, som lå til grund for opførelsen af institutionerne Viktoria og Engblommen. Ved evt. fremtidige ombygninger af eksisterende institutioner, tilstræbes det at imødekomme de samme krav.